DRØMMECYKLEN - et forsamlingshus på hjul, der skaber dialog om, hvordan vi realisere københavnernes drømme for grønnere gader

Drømmecyklen er et rullende forsamlingshus, der som demokratisk værktøj sigter efter at skabe dialog omkring københavnernes ønsker og drømme for vores fællesarealer. I stedet for en polariseret debat skaber vi rum for konstruktiv dialog baseret på borgernes egne visioner.

Drømmecyklen fungerer samtidig som et mobilt grønt byrum, et alternativ til en parkeret bil. Når den holder parkeret, folder ladet sig ud til bar og siddemøbel med siddepladser omkring et træ, alt sammen på størrelse med én parkeringsplads.

Drømmecyklen trækker også tråde til København som verdens bedste by. Ladcyklen er om noget blevet symbolet på det gode liv i dagens København. Ved at plante et træ i en ladcykel, inviterer vi københavnere til at drømme om, hvordan vi kan bruge vores fælles gaderum til at skabe en endnu bedre by, så København fortsat er blandt verdens bedste byer de næste mange år.